Spring til indhold

Tjekkiet som marked

En central placering i Europa, solid økonomi og vækst gør sammen med et højt uddannelsesniveau og relativt lave lønomkostninger Tjekkiet til en god base for produktion og afsætning i Central- og Østeuropa.

 

Tilskudsprogrammer

The Trade Council yder tilskud til små- og mellemstore danske virksomheder med international potentiale igennem en række forskellige programmer. Mere information om de enkelte ydelser kan læses på The Trade Councils hjemmeside.

Forretningskultur

Nedenfor giver The Trade Council en kort introduktion af forretningskulturen i Tjekkiet.

Takt og tone 
Tjekkisk forretningskultur er generelt mere formel end dansk. Tjekkerne lægger især vægt på brug af titler og visitkort.  

Tiltale
Tjekker er generelt venlige og meget lette at omgås. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de generelt er mere formelle – også hvad angår deres forretningskultur. Personer tiltales som regel ved brug af titler (Mister, Mrs., Miss, Doctor m.v.) efterfulgt af efternavnet. Tjekkerne vil lade dig vide, når det er i orden at bruge fornavnet. Tjekkerne går generelt mere op i titler og rang, end danskere gør. På kvindernes efternavn sættes ”ova”. Hedder man Eva Hansen, vil man derfor i Tjekkiet blive tiltalt Paní (Ms.) Hansenová. Det er almindelig praksis at give hinanden hånden, når man mødes, og når man skilles.  

Visitkort
Visitkort er meget brugt. Anvendelse af visitkort betragtes både som praktisk og som almindelig høflighed, idet man igennem udveksling af visitkort viser gensidig interesse. Tag derfor altid godt imod visitkort og lad din opmærksomhed dvæle lidt ved kortet, når du modtager det. Anvend visitkort ligeså flittigt som tjekkerne. Visitkort med foto vækker opmærksomhed og hilses velkomment. 

Påklædning
Tjekkiske forretningsfolk er generelt pænt klædt. Mænd er oftest klædt i mørkt eller gråt jakkesæt og kvinderne i jakkesæt/spadseredragt – dog ofte i lysere farver. 

Besøg   
Det er ofte udtryk for en stor gestus at blive inviteret privat hjem hos tjekker. Når man besøger et tjekkisk hjem, er det normalt at medbringe blomster, chokolade eller vin. Relationsopbygning og personligt lokalt engagement er utroligt vigtigt på det tjekkiske marked (som på andre internationale markeder). Man kommer ikke til Tjekkiet og får en ordre med det samme. Det kræver, at man er til stede og har personlig kontakt til sine forretningsforbindelser. 

Dansk-tjekkisk forretningskultur
Der er generelt et godt match mellem tjekkisk og dansk forretningskultur. Tjekkerne er ret easy going og jordbundne og har ligesom danskerne en pragmatisk tilgang og indstilling til forretning, er resultatorienterede og er teknisk kompetente. Desuden har danskerne en høj stjerne hos tjekkerne på grund af vores ry for ærlighed, høj produktkvalitet og forretningsetik. 

Kontortider 
Kontortider i Tjekkiet minder om danske, dog har kommunale kontorer indskrænkede åbningstider. Åbningstider for private samt statslige kontorer i Tjekkiet er mandag til fredag fra kl. 8.00-16.00. Kommunale kontorer har åbent mandag og onsdag fra 8.00 til 18.00 på såkaldte besøgsdage. 

Banker holder åbent mandag til fredag fra kl. 9.00 til kl. 17.00 dog med undtagelse af de største byer, hvor åbningstiden kan strække sig til kl. 20.00.

Korruption i Tjekkiet
Korruption kan være en alvorlig handelshindring og koster danske virksomheder ordrer på udenlandske markeder. I de senere år har der været en voksende opmærksomhed på korruption, hvilket betyder, at kravene til danske virksomheder er blevet skærpet på dette område. 

Korruption kan være et problem i Tjekkiet. Ifølge den senest offentliggjorte undersøgelse af korruptionsniveauet i 180 lande, foretaget af den uafhængige tænketank ’Transparency International’, indtager Tjekkiet i 2019 en 44. plads med en score på 56 ud af 100.

En anden undersøgelse foretaget af ’Transparency International’ viser dog, at korruption ikke er et stort problem i forretningslivet, men at den er det andre steder i samfundet. Efter befolkningens opfattelse, er problemerne med korruption størst i den offentlige administration og i det politiske liv. 

Anti-korruptionspolitik

Ambassaden tilbyder:

  • Pre-screening – er Tjekkiet et marked med muligheder for dig?
  • Hjælp til identifikation og indledende screening af agenter, konsulenter og distributører. 
  • Hjælp til udarbejdelse af kontrakter.
  • Vejledning i forbindelse med offentlige udbud. 
  • Stakeholdermapping og adgang til beslutningstagere på højt niveau hos såvel private som offentlige aktører på det tjekkiske marked.
  • Risiko- og alternativanalyse for din virksomhed.
  • Information om relevant national og international lovgivning og støtteprogrammer. 
  • Assistance i forhold til offentlige myndigheder. 
  • Landespecifik information om korruption, herunder viden om særligt udsatte markeder, sektorer og regioner.

The Trade Council på ambassaden kan kontaktes dagligt kl. 9:00-16:00.

Tlf: (+420) 257 111 900
Email: prgamb@um.dk