Spring til indhold

Transport

Find her nyttig information om privat og offentlig transport i og til og fra Tjekkiet.




Kørsel i egen bil
Det er tilladt at tage en dansk registreret bil med ind i Tjekkiet, men opholder man sig i landet i mere end seks måneder, skal bilen registreres hos politiet i Tjekkiet.

Ved indregistrering af bil er følgende dokumenter påkrævet:

  1. Opholdsbevis
  2. Forsikringsattest
  3. Attest, der dokumenterer at bilen har gennemgået en teknisk kontrol efter tjekkisk standard/regel
  4. Kvittering, der dokumenterer, at registreringsafgift er betalt
  5. Told-deklarering (form 3771, der skal udfyldes og stemples ved grænseovergang).

Når dokumenterne er i orden, skal den endelige indregistrering foretages hos politiets transportafdeling. I Prag ligger afdelingen på Kongresová 2, Prag 4, tlf. 226 142 111.

Kun biler, der er under otte år gamle, kan indregistreres. Herudover kræves det, at bilen skal være udstyret med katalysator.

Biludleje
Der er flere biludlejningsfirmaer i Tjekkiet med et meget varieret udvalg. En del af udlejningsfirmaerne udlejer biler med chauffør.

Bøder
Færdselspolitiet deler flittigt bøder ud. Der er ingen udførlig bødetabel, og bødens størrelse kan derfor variere afhængig af dag, ulovlighedens omfang og færdselspolitiets humør. Sørg derfor for at overholde færdselsreglerne og spørg altid efter en kvittering, hvis du bliver opkrævet en bøde.

Trafikregler
Trafikreglerne i Tjekkiet er stort set identiske med andre europæiske lande. Fartgrænsen i byerne er 50 km/t, 90 km/t på landeveje og 130 km/t på motorveje.

Vær opmærksom på, at promillegrænsen er 0,0 promille.

Det er lovpligtigt at køre med kørelys på motorkøretøjer i hele år. 

Når du ser dette skilt, betyder det, at du skal have vinterdæk på din bil:



Motorvejsafgift
For at køre på de tjekkiske motorveje skal man betale en motorvejsafgift. Et klistermærke skal anbringes nederst til højre i forruden som bevis for, at afgiften er betalt. Mærkatet kan købes på grænseovergange, posthuse og på de fleste benzintanker. Det er muligt at købe en mærkat, der gælder for ét år, én måned eller én uge. Der er bødestraf for at køre uden gyldig mærkat. For yderligere information se Transportministeriets hjemmeside.

Parkering
Som i mange andre storbyer er parkering i Prag en vanskelig opgave, særligt i centrum. I Prag er der tre parkeringszoner

  • Orange: Parkering i op til 2 timer/parkometer
  • Grøn: Parkering i op til 6 timer/parkometer
  • Blå: Kun for beboere og erhvervsdrivende

Det er gratis at parkere på gader, hvor der ikke er opstillet et parkeringskilt. Parkeringsafstand fra lyskryds og sporvognsskinner er fem meter.

Overholdes parkeringsreglerne ikke, risikerer man at finde sin bil med en stor orange ’hjulspærring’, der kun kan låses op af politiet. For at få hjulspærringen af må man kontakte politiet og betale to bøder – én for den ulovlige parkering og én for politiets arbejde i forbindelse med at fjerne spærringen. Henstår bilen spærret for længe, vil den blive fjernet.

Bilforsikring
Ansvarsforsikring er obligatorisk i Tjekkiet. Forsikringen kan enten erhverves inden afrejse i Danmark eller hos forsikringsselskaber i Tjekkiet. Du skal altid kunne fremvise dokumentation for, at du er forsikret. Hvis du er forsikret hjemmefra, skal du sørge for at få erhvervet et grønt bilforsikringskort igennem dit forsikringsselskab. Hvis du lejer bil vil udlejningsprisen som regel være inkl. ansvarsforsikring. Yderligere forsikring kan tegnes igennem biludlejningsfirmaet.


Yderligere information om bilkørsel
Den tjekkiske bilklubs hjemmeside indeholder yderligere information om færdselsregler, motorvejsafgift, autohjælp, trafikinformation m.m.

Fly
Tjekkiets internationale lufthavn er Prague Ruzyně, 17 km nord-vest for centrum. Flyinformationer fås på lufthavns hjemmeside eller tlf. 220 111 888.

Metro
Metrosystemet i Prag er simpelt og effektivt. Der er tre linjer, grøn(A), gul(B) og rød(C). Metroen kører fra kl. 5:00 om morgenen til midnat. Metroen afgår hver 2.-10. minut afhængig af tidspunkt og dag. For trafikoplysninger klik her.

Sporvogn
Sporvogne er et praktisk transportmiddel i Prag, selvom de kan være noget fyldte i myldretiden. Der er 24 ruter om dagen og otte ruter om natten. Nat-sporvogne kører fra midnat til kl. 04:30 og har numrene 51-59.

Sæderne forrest i sporvognen er reserveret til ældre og handicappede, men det er kutyme altid at rejse sig for ældre, ligegyldigt hvor man sidder.

Bus
Busser kører hovedsagelig i udkanten af Prag, hvor sporvognene er fåtallige. Ligesom sporvognene kører der natbusser mellem kl. 00:00 og 04:30.

Billetter til metro, sporvogn og bus
Billetter til metro, bus og sporvogn kan købes på alle metrostationer, ved enkelte sporvogns- og busstoppesteder og i visse kiosker (Trafika).

En voksenbillet, der gælder for 90 minutters rejse med ubegrænset antal skift, skift koster CZK 32. Den samme billet kan bruges til både metro, bus og sporvogn. Denne billet er velegnet på rejsen til og fra lufthavnen, Prague Ruzyně.  Billetter til CZK 24 gælder for 30 minutters rejse, også med ubegrænset antal skift. Der er halv pris for børn mellem 6 og 15. Hvis man har stor bagage eller hund uden bur med sig, påkræves en ekstra billet herfor, som koster CZK 16.

Dags- og månedskort kan bl.a. købes på metrostationerne: I.P. Pavlova, Náměstí Míru, Hlavní nádraží, Florenc og Můstek.

Bøde for at rejse uden billet er ligger mellem 800 og 1000 CZK. Kontrollørerne er ikke uniformerede, men fremviser et skilt, hvis de ønsker at kontrollere billetten. Spørg (ligesom ved færdselsbøder) altid efter en kvittering.

Køreplaner
Oplysninger vedrørende transport i Prag og tog- og busforbindelser mv. inden for Tjekkiet, afgangstider, priser m.m. kan findes via køreplanen (tjekkisk, engelsk og tysk version), eller ved at ringe på telefon: 221 111 122.

Taxi
Man bør så vidt muligt undgå at hyre taxier på gaden, da manipulation af taxametre er udbredt. Taxi kan bestilles telefonisk eller via nettet.

Den danske ambassade

Maltézské náměstí 5
Praha 1, Mala Strana

 

Tlf. + 420 257 111 900
Fax. +420 257 531 410 
Email: prgamb@um.dk