Gå til indhold

Ofte stillede spørgsmål

Ambassaden i Prag får hvert år mange henvendelser fra danskere, der gerne vil arbejde og opholde sig i Tjekkiet. 

Ægteskab

Ifølge de for ambassaden foreliggende oplysninger skal følgende dokumenter forelægges de tjekkiske myndigheder i tilfælde, hvor en dansk statsborger ønsker at indgå ægteskab i Tjekkiet med en tjekkisk statsborger eller hvor to danske statsborgere ønsker at indgå ægteskab i Tjekkiet.

  • Pas
  • Folkeregisterudskrift, indeholdende oplysninger om:

a) den danske parts civilstand (rekvireres ved seneste bopælskommune, kan udskrives på engelsk) 
b) den danske parts statsborgerskab,
c) den danske parts faste bopælsadresse.

  • Ægteskabsattest udstedes af Familieretshuset
  • Fødsels- og dåbs-/navneattest eller navnebevis, der også skal indeholde oplysninger om forældrene.
  • Eventuel skilsmissedom eller skilsmissebevilling. Skilsmissedokumenter skal apostillepåtegnes i det danske udenrigsministerium. Hvis den danske part er enke eller enkemand skal dødsattesten apostillepåtegnes i det danske udenrigsministerium. 

Der må påregnes en vis sagsbehandlingstid på rådhuset, hvorfor kontakt til det pågældende rådhus bør ske i god tid før vielsen. 

For nogle dokumenters vedkommende gælder, at disse skal have vedlagt et flersproget bilag.

Ingen af dokumenterne må være ældre end seks måneder.

Der skal under vielsesceremonien være to vidner og en officiel oversætter til stede. Såfremt der er bestilt musik og fotografering, kan disse evt. fungere som vidner. Prisen for vielsen varierer afhængigt af, hvor vielsen finder sted.

Yderligere informationer finder du på Prags portal.

Bil og kørekort

Det er tilladt at tage en dansk registreret bil med ind i Tjekkiet, men vær opmærksom på, at bilen skal registreres hos politiet i Tjekkiet, såfremt man opholder sig i landet i mere end seks måneder. Se mere under Transport.

Det danske kørekort anerkendes som gyldigt i Tjekkiet, men hvis man som EU-borger ønsker at ombytte sit kørekort, har man krav på at få det ombyttet.

Se mere under Kørekort.

Fra den 1. januar 2021 indfører Tjekkiet e-vignette, som er en digital motorvejsmærkat. Den tidligere almindelige kendte fysiske mærkat, der sættes i bilens forrude, blev afskaffet.

Den nye e-vignette kan KUN købes på den officielle hjemmeside edalnice.cz, hvor man oplyser bilens registreringsnummer og betaler direkte på nettet. Prisen og vilkårene for e-vignetten findes på den ovenstående hjemmeside.

Børn i Tjekkiet

Her finder du links til internationale børnehaver, grundskoler, gymnasier osv. 

Online danskundervisning

Online Danskundervisning er et undervisningstilbud til familier, der ønsker, at deres barn taler og skriver dansk på samme niveau som jævnaldrende børn i Danmark.

Undervisningsprogrammet er det eneste af sin art og er tilrettelagt i samarbejde med Undervisningsministeriet. Som afslutning på 9. klasse er det muligt at aflægge 9. klassesprøven (tidl. kendt som folkeskolens afgangsprøve) i dansk på Den Danske Sommerskole.

Danskere i Prag

Dan dig et overblik over danske, nordiske og internationale netværk i Prag.

Danes Worldwide

Danes Worldwide er en forening, som arbejder med at varetage de danske medlemmers interesser i forhold til bl.a. den personlige, sociale, kulturelle og juridiske tilknytning til Danmark. Der tilbydes også fjernundervisning i dansk samt sommerskole for børn. Foreningen er repræsenteret ved lokale repræsentanter i et stort antal lande.

International kvindeklub - IWAP

Den internationale kvindeklub i Prag holder til på Sázavská 6 i Prag 2 og byder en gang om måneden nye medlemmer velkommen. På kvindeklubbens hjemmeside kan man læse om aktiviteter samt kommende sociale og kulturelle begivenheder.

Scandinavian House

Det Skandinaviske Hus er en organisation, hvis formål er at fremme den kulturelle og sociale kontakt mellem Tjekkiet og Skandinavien. Huset henvender sig hovedsageligt til skandinavere bosat i Prag og tjekkere, der er interesseret i skandinavisk kunst og kultur. Det Skandinaviske Hus ligger på Dejvická 3 i Prag 6.

Nordic Society

Det Nordiske Selskab i Prag er en frivillig og upolitisk forening, der forsøger at udvikle og skabe kontakter mellem Tjekkiet og Norden. Hensigten med foreningen er blandt andet at hjælpe den tjekkiske befolkning til at få et dybere kendskab til de nordiske lande, særligt disses sprog, kultur, politiske og social-økonomiske systemer samt levemåde. Det Nordiske Selskab afholder jævnligt kulturaftener.

Hjemmeside for udlændinge

På den engelsksprogede hjemmeside www.expats.cz kan man finde en masse nyttig information for udlændinge i Prag.

Danskere i Prag & Tjekkiet på Facebook

Bliv medlem af gruppen Danskere i Prag & Tjekkiet på Facebook. 

Før rejsen

Danske statsborgere skal medbringe gyldigt pas for at kunne rejse ind i Tjekkiet, men efter Tjekkiets indtræden i EU er der ikke længere krav om, at passet skal have en bestemt gyldighedsperiode. Det er derfor vigtigt i god tid inden afrejse at undersøge passets gyldighed. Hvis man ikke har dansk statsborgerskab, skal man også huske at undersøge hos den tjekkiske ambassade i København, om man skal have visum til indrejse i Tjekkiet.

Bemærk, at de tjekkiske myndigheder kan forlange identifikation samt bevis for lovligt ophold i form af dit originale pas, inkl. evt. visum. I modsat fald risikerer man bødestraf eller anholdelse.

Se Udenrigsministeriets hjemmeside for yderligere information om bl.a. Rejseforsikring, Rejsevejledninger og Medicin med på rejsen.

Danskere opfordres til at registrere sig på Danskerlisten. Informationerne er alene til ambassadens eget brug og benyttes i en nødsituation, eller hvis ambassaden fx har behov for at sende informationer ud til fastboende danskere. For at holde databasen så opdateret som muligt bedes man meddele ambassaden, når man flytter fra Tjekkiet og derfor ikke længere bør stå i databasen.

Husdyr

Pr. 1. oktober 2004 blev der indført fælles rejseregler i EU for hunde, katte og fritter i form af et særligt dyrepas. Dyrene skal have et pas, hvori det dokumenteres, at dyret er vaccineret mod rabies. Dyrene skal også kunne identificeres ved chipmærke eller tatovering. Senest tre uger før afrejse skal kæledyret være vaccineret for at kunne få udstedt et pas.

Yderligere information om regler for rejse med kæledyr findes her.

Ved længerevarende ophold i Tjekkiet (over en måned) skal husdyret registreres i opholdskommunen. Yderligere information kan fås ved at rette henvendelse til State Veterinary Administration.

Større hunde skal bære mundkurv på i og omkring offentlige transportmidler (bus, sporvogn, metro og tog), og alle hunde skal holdes i snor.

Dyreklinikker i Prag med engelsktalende personale:

Lægehjælp og medicin

Har du brug for behandling? Find vej til hospitaler, lægeklinikker, tandlæger og apoteker.

Standarden af det tjekkiske sundhedsvæsen kan generelt måle sig med sundhedsvæsenet i andre europæiske lande, men man må påregne sprogvanskeligheder.

Det blå EU-sygesikringsbevis er velkendt i det offentlige tjekkiske sundhedsvæsen. Du skal selv sørge for at bestille det blå EU-sygesikringsbevis (gratis), inden du rejser til Tjekkiet. Evt. konkrete spørgsmål bedes rettet til SOS International A/S på tlf.: +45 70 10 50 50.

Offentlige hospitaler i Prag

Private betalingsklinikker i Prag

 

Apoteker i Prag

  • Lékárna Palackého, Palackého 5, Prag 1, tlf. +420 224 946 982
  • Lékárna U sv. Ludmily, Belgická 37, Prag 2, tlf. +420 222 519 731
  • Lékárna Bulovka, Budínova 2, Prag 8, tlf. +420 266 082 017
  • Lékárna Berythos, Vítězné náměstí 13, Prag 6, tlf. +420 224 325 520