Spring til indhold

Økonomi

Tjekkiets økonomiske situation i overordnede træk.

 
Siden 2014 – efter den finansielle krise – har tjekkisk økonomi været i vækst, og særligt året 2015 kan fremhæves, da et stigende indenlandsk privatforbrug, et højere investeringsniveau og især et stort indtag af strukturmidler fra EU’s fonde resulterede i en vækst på 5,3 pct. Dermed var tjekkisk økonomi den næst-hurtigst voksende i Europa og har efterfølgende præsteret vækstrater på 2,5 pct. i 2016, 4,4 pct. i 2017 og 2,9 pct. i 2018.

Den tjekkiske økonomi er især drevet af udenrigshandel og et stort indenlandsk privatforbrug. Væksten må dog forventes at ville blive påvirket af manglen på arbejdskraft. Arbejdsløsheden i Tjekkiet har været den laveste i EU siden begyndelsen af 2016 og var i 2019 på omkring 2 pct. Følgevirkningerne viser sig i form af lønstigninger og mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig har stigende løninflation medvirket til, at den årlige gennemsnitlige inflation er steget fra 0,7 pct. i 2016 til 2,1 pct. i 2018.

På trods af medlemskabet af EU er landet ikke en del af eurozonen. Tjekkiet anses i dag generelt for at opfylde konvergenskriterierne vedrørende inflation, offentlige finanser og renter, men dog ikke kriteriet vedrørende valutakursstabilitet, da landet ikke deltager i valutakursmekanismen (ERM II). Regeringen har på nuværende tidspunkt (2019) ikke ønsket at fastsætte en dato for landets indtrædelse i eurozonen.

I 2018 beløb den samlede danske eksport til Tjekkiet sig til 7.000 mio. DKK, mens importen nåede 10.304 mio. DKK. Dermed havde Danmark et underskud på handelsbalancen i forhold til Tjekkiet på 3.304 mio. DKK i 2018. En stor del af Danmarks import fra Tjekkiet består af medicinske og pharmaceutiske produkter, køretøjer samt kontormaskiner. Medicinske og pharmaceutiske produkter udgør også hovedparten af dansk eksport til Tjekkiet. Derudover eksporterer Danmark især maskiner til brug i eksempelvis industrien samt diverse forarbejdede varer.



Læs mere om Danmarks handel med Tjekkiet og Centraleuropa på Eksportrådet hjemmeside.

Den danske ambassade

Maltézské náměstí 5
Praha 1, Mala Strana

 

Tlf.: + 420 257 111 900
Fax: +420 257 531 410
Email: prgamb@um.dk