Spring til indhold

National konference om cykling og byudvikling i Olomouc

04.05.2015  11:56
Fra den 29. april til den 30. april deltog tre danske oplægsholdere i den nationale konference, der foregår hvert andet år i Olomouc, og fremlagde perspektiver fra hvert deres felt, som inspiration til politikere og interesseforeninger. I forbindelse med konferencen åbnede ambassaden også to nye udstillinger om byudvikling og cykling.

Olomouc konference

I september 2014 underskrev den danske ambassade i Prag et samarbejdsaftale med Foreningen af byer for cyklister i Tjekkiet. Foreningen er frivillig og ikke-politisk med over 50 medlemsbyer over hele Tjekkiet, og har til formål at promovere og styrke cykling, urban mobilitet, bæredygtigt transport i byerne, forbedring af det offentlige rum og generelt at være fortaler for et bedre byliv for alle tjekkiske indbyggere.

Konferencen med titlen Cities with a Good Address var planlagt af Foreningen af byer for cyklister, Palacký Universitetet i Olomouc, samt Olomouc by og regionen, og havde som formål at italesætte de udfordringer, der er i forbindelse med cykling og byudvikling og sammen diskutere løsninger, visioner og ideer. Deltagerne på konferencen bestod blandt andre af lokale, regionale og nationale politikere og repræsentanter samt eksperter fra universitetet, udlandet, statslige institutioner og foreninger.

De tre danske eksperter repræsenteret på konferencen var Jens Peter Hansen der, som byrådsmedlem i Randers, cykelambassadør og bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet, talte om hvordan man får cykling på den politiske dagsorden. Arkitekt Rita Justesen fra By og Havn i Københavns Kommune fremlagde hendes synspunkter på byudvikling og –planlægning og visionen for København. Endeligt kunne civilingeniør og projektleder for Aarhus Cykelby, Pablo Celis, fortælle om det tekniske aspekt i at forbedre forholdene for cyklister i byen samt hans cykelkampagnearbejde i Aarhus.

Som en del af samarbejdet med Foreningen af byer for cyklister har ambassaden produceret to nye udstillinger der skal rejse rundt til medlemsbyerne af foreningen, og give inspiration til cykling og byliv, infrastruktur og bæredygtige løsninger. De to udstillinger The Good City og Copenhagen Solutions viser, med hver deres optik, innovative løsninger for og inspiration til byudvikling og cykling i den moderne by. Udstillingerne kan ses i forskellige byer i Tjekkiet, indtil udgangen af 2015. På denne side, der bliver opdateret løbende, kan du se hvor og hvornår udstillingerne kan ses.

Jens Peter Hansen i Olomouc
Jens Peter Hansen giver sit oplæg i Olomouc

Udstillinger i Olomouc
De to udstillinger The Good City og Copenhagen Solutions på universitetet i Olomouc

Fotos: © Jitka Vrtalova



Seneste nyt

    Se alle