Spring til indhold

Markedsperspektiver

Ligesom Danmark, er Tjekkiet en åben eksportdrevet økonomi med stor tysk samhandel. 

Markedssituation
Eksporten udgør ca. 75% af Tjekkiets BNP. Nøglemarkedet for de tjekkiske selskaber er Tyskland, der importerer ca. 33% af sine varer fra Tjekkiet, mens 60% af den samlede eksport går til Eurozonen.

I 2015 fortsatte tjekkisk industri væksten, som i de foregående år, med 4,4 % på årsbasis (5 % i 2014). De gode resultater i de seneste to år har tilføjet tjekkisk industri til listen over lande, der allerede har overgået deres 2008 før-krise produktionsoutput. Dette industriresultat i 2015 var den største faktor i væksten i tjekkisk økonomi som et hele. Denne opadgående trend skyldes ikke kun væksten i oversøsiske kontrakter, men også et stigende privatforbrug, som reflekteres i faldende arbejdsløshed (4,8 % i 2016), væksten i reallønninger og lav inflation.

I 2015 slog Tjekkiets udenrigshandel tidligere års rekorder og fortsatte med at vokse. Et bevis på at tjekkiske virksomheder er særdeles konkurrencedygtige og specielt på de europæiske markeder. Den tjekkiske bilindustri (Skodas omsætning udgør ca. 20 % af det tjekkiske BNP) nyder godt af den favorable situation på det europæiske bilmarked bl.a. på grund af en relativt lav tjekkiske kronekurs.

Udover den lave kronekurs, der stimulerer eksporten, ses en stigende import til landet forårsaget af et stigende privatforbrug og industriel produktion. Der er således gode afsætningsmuligheder for underleverancer til den tjekkiske industri generelt og for færdigvarer af høj kvalitet.

Generelt har selskaber, der også beskæftiger sig med research & development gode muligheder i Tjekkiet. I alle landets regioner findes videnskabsparker (science and technology parks) og inkubatorer (business and innovation centres), hvor danske selskaber kan ansøge om fondsstøtte fra den tjekkiske stat og EU i forbindelse med etablering.

Landet tilbyder en geografisk placering midt i Europa med udviklet infrastruktur, stabil, uddannet og fortsat billig arbejdskraft, samt en lav skat for selskaber og private. Derfor kan også danske produktionsvirksomheder med innovative ideer skabe succes i Tjekkiet.

Samarbejdspartnere
Tjekkiet er interessant for danske virksomheder på udkig efter samarbejdspartnere. Især inden for underleverancer eller produktionssamarbejde inden for finmekanik, plast og metalforarbejdning.

Tjekkiet har et veludviklet distributionssystem i stil med det danske med professionelle salgsagenter og distributører inden for stort set alle markedsområder.

Ambassaden står selvsagt til disposition med at finde egnede produktions- og distributionspartnere for danske virksomheder.

Eksportrådet på ambassaden kan kontaktes dagligt kl. 9:00-16:00.

Tlf: (+420) 257 111 900
Email: prgamb@um.dk