Spring til indhold

24. Days of European film

05.04.2017  15:19
Den 24. udgave af den europæiske filmfestival Days of European film åbner i Prag den 6. april og fortsætter til den 13. Derefter rejser festivalen videre til andre regioner i Tjekkiet.

Days of European film adskiller sig fra andre filmfestivaler i Tjekkiet, ved udelukkende at fokusere på Europæisk filmkunst. Dermed kan festivalen byde både på internationale storfilm og gemte perler, der normalt ikke når over landegrænserne.

Hvert år præsenteres film i de traditionelle kategorier "best of", "XXDocs" og "to the point", der i år fokuserer på børn og unge. Derudover vil der i år være kategorier der fokuserer på musik og mad i film.  Fælles er det at alle film repræsenterer det bedste inden for morderne europæisk film. Programmet består af op mod 50 film, hvoraf to er de danske film Bugs og En lang historie kort.

Days of European film støttes af Den danske Ambassade og Det danske filminstitut.

De danske film

Bugs

I tre år har et hold fra Nordic Food Lab bestående af kokke og researchere Josh Evans, Ben Reade og Roberto Flore rejst verden rundt for at lære af de to milliarder mennesker, der allerede spiser insekter. I 'BUGS' følger Andreas Johnsen dem, når de undersøger, dyrker, tilbereder og smager insekter i blandt andet Australien, Mexico, Kenya og Japan. Holdets erfaringer i marken og i laboratoriet, på gårdbesøgene og de internationale konferencer fører til mange store spørgsmål. Hvis industrielt fremstillede insekter bliver normen, vil de så være ligeså appetitlige og gavnlige som dem fra bæredygtige økosystemer og køkkener rundt om i verden? Og hvem vil rent faktisk få glæde af at insekter bliver en integreret del af fødevareindustrien? Afspejler idéen om spiselige insekter vores ødelagte fødevaresystemer, eller er det netop løsningen? (DFI)

Lang historie kort

Historien om Ellen og hendes venner, sidst i trediverne/først i fyrrene, og deres mere eller mindre selvforskyldt komplicerede kærlighedsliv og længsel efter romantisk forløsning. Historien er et sammendrag af tre års kærlighedsmæssige highs and lows i vennernes liv og fortælles i otte kapitler gennem nedslag i otte fester: Nytårsaften, Housewarming, Sankt Hans, Bryllup, Surprise, Navnefest, Jubilæum og Rund fødselsdag. Det er en ensemblefortælling om en gruppe mennesker, der slås med forestillingen om det perfekte parforhold, og alle må revurdere deres syn på, hvad ægte kærlighed er. (DFI)

Læs mere om filmprogrammet i Prag og de andre tjekkiske regioner på Days of European Film's hjemmeside.

Eurofilmfest.cz