Spring til indhold

Den danske ambassade deltog i Europa Dagen d. 4. maj

16.05.2017  15:41
I anledning af ”Europa dagen”, også kendt som ”Schuman dagen”, deltog den danske ambassade torsdag den 4. maj i endagsfestivalen ”Days of Europe 2017” på den lille ø Střelecký ostrov i centrum af Prag. Dagens program bød på offentlige debatter, musik og stande, der repræsenterede hvert land i den Europæiske Union.

De nordiske stande FOTO: Den Danske Ambassade

Hvert år omkring Schuman dagen den 9. maj forvandles Střelecký ostrov til en festivalplads, hvor EU landene sammen kan fejre vores fælleskab i unionen. Schuman dagen er opkaldt efter Robert Schumans erklæring fra 1950, der var startskuddet til det vi kender som EU i dag. Selvom der var varslet regn endte det med at blive en yderst dejlig og hyggelig festivaldag i smukke omgivelser, der  fejrede både diversiteten og fællesskabet  imellem EU landene.

Alle de europæiske medlandslande var repræsenteret på festivalen sammen med EU kommissionen og diverse kulturinstitutioner i Tjekkiet. Ligesom ved sidste års fejring havde de nordiske lande fået stande ved siden af hinanden og samarbejdede om den fælles Know Your Nordic-Quiz, hvor man kunne vinde entrebilletter til Book World i Prag.

Standen var velbesøgt af store som små FOTO: Den Danske Ambassade

De tre praktikanter fra Den Danske Ambassade samt studentermedhjælper Adam Jelsik stod klar ved den danske stand. I løbet af dagen kunne alle gæsterne få en snak om Danmark, dansk kultur, vores medlemshistorie i EU samt andre historier om Danmark. Derudover var der traditionelle danske godter i form af småkager, lakridsbolsjer og sød lakrids, der var blevet sponsoreret af Flying Tiger Copenhagen.

Den danske stand var yderst velbesøgt, og det var dejligt at tale med så mange mennesker, der havde en interesse for eller relation til Danmark. Dagen sluttede af med et rigt musikprogram med optrædener fra Eddie Stoilow og Debbie.