Spring til indhold

En eventyrlig nat med H.C. Andersen

04.04.2017  11:54
Fredag d. 31. marts var det igen tid til den landsdækkende begivenhed ”Nat med Andersen”. Her inviterer tjekkiske skoler og biblioteker over hele landet børnene ind til en nat i eventyrets tegn. I år besøgte ambassadens medarbejdere folkeskolen for svagtseende i Prag og biblioteket i Kostomlaty pod Milešovkou.

Velkomst på skolen i Prag. FOTO: Jakob Tolstrup Smetana

Hvert år udvælges to skoler, hvor ambassadens medarbejdere vil deltage i forbindelse med den landsdækkende begivenhed ”Nat med Andersen”. Den Danske ambassadør Christian Hoppe besøgte sammen med medarbejder Ivana Kyselková og Politisk Praktikant Jakob Tolstrup Smetana en folkeskole i Prag for svagtseende børn.

Ambassadøren læste H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist” højt for børnene på dansk, mens en lærer på skolen læste eventyret op på tjekkisk. Bagefter optrådte børnene med sange de havde lært i anledningen af besøget, og fremviste H.C. Andersen inspirerede tegninger.

Oplæg om Danmark. FOTO: Jakob Tolstrup Smetana

Til sidst holdt Ivana Kyselková et oplæg om Danmark og efterfølgende fik børnene mulighed for at stille ambassadøren spørgsmål, hvor børnene blandt andet lærte, at H.M. Dronning Margretes Kladruberheste stammer fra Tjekkiet.

Borgmester Eva Krejsková og H.C. Andersen Jr. byder Ambassadens medarbejdere velkommen til Kostomlaty pod Milešovkou. FOTO: Milan Körber

Ambassaderåd Per Brixen var sammen med Public Diplomacy Officer Anna Koláčková, Public Diplomacy Praktikant Matilde Rugholm Nielsen og Fotograf Milan Körber taget til det lokale bibliotek i Kostomlaty der ligger ca. 50 km nord for Prag.

Inden det blev tid til oplæsningen på biblioteket blev ambassadens medarbejdere budt velkommen af byens borgmester Eva Krejsková, samt fine sange opført af flere af byens børn på kulturhuset. Bagefter fik vi en rundvisning i byen og besøgte slotsruinen, som er et af byens vartegn.

Rundtur på slotsruinen. FOTO: Milan Körber

Hele byen deltog i flere af arrangementerne i løbet af dagen, hvor byens børn skulle overnatte enten på biblioteket eller skolen. På biblioteket holdt Anna Koláčková også et oplæg om Danmark, hvor børnene ivrigt svarede på og selv stillede spørgsmål om Danmark. De var blandt andet interesserede i danske spil og landets størrelse.

Oplæsning af eventyret "Kejserens nye klæder" på dansk og tjekkisk. FOTO: Milan Körber

Aften sluttede som traditionen byder med at Per Brixen læste eventyret ”Kejserens nye klæder” op på dansk, mens en lærer læste det op på Tjekkisk.

Ambassadens medarbejdere havde medbragt bamser og legetøj til børnene både i Prag og Kostomlaty, sponsoreret af Flying Tiger Copenhagen og LEGO.

”Nat med Andersen” er en tilbagevendende begivenhed på tjekkiske skoler og biblioteker landet over. Her hyldes historierne, eventyrene og bøgerne i et forsøg på at bibeholde børnenes glæde ved at læse i en tid, hvor moderne teknologi konstant higer efter opmærksomheden.



Seneste nyt

    Se alle