Spring til indhold

Er du vores nye praktikant?

16.02.2017  15:39
Hvis du kunne tænke dig at tilbringe et semester i Tjekkiet og være en del af en mindre ambassade, der giver dyb involvering i både stort som småt så læs med her.

Den danske Ambassade i Prag søger netop nu efter to nye praktikanter til efteråret 2017. Det drejer sig om en Politisk praktikant og en Public diplomacy praktikant. Som praktikant på ambassaden vil du skulle deltage i udarbejdelsen af større rapporter såvel som ambassadens løbende arbejde. Vi leder derfor efter motiverede ansøgere, der er klar til at tage del i et udfordrende, givende og dynamisk arbejdsmiljø.

Politisk/økonomisk praktikant

Som praktikant i det politisk/økonomiske team vil du blive inddraget i ambassadens daglige arbejde på en række felter med klar vægt på de politiske og økonomiske områder. Arbejdet indebærer, at du skal sætte dig grundigt ind i landets politiske forhold, og du vil komme til at beskæftige dig med såvel indenrigs- som udenrigspolitik. Arbejdet vil omfatte informationssøgning, research til brug for indberetninger, deltagelse i møder, seminarer og konferencer, bidrag til rapporter, besvarelse af henvendelser, afholdelse af foredrag, opdatering af ambassadens hjemmeside m.v.
Vi søger en dygtig praktikant med gode analytiske egenskaber og evnen til at tænke selvstændigt. Du skal arbejde struktureret og bevare overblikket samt have interesse for og kendskab til EU, politik og økonomi. Herudover forventer vi, at du kan lide og er god til at formulere dig skriftligt. Gode engelskkundskaber og et godt kendskab til Office-programmerne kræves.

Public diplomacy praktikant

Som Public Diplomacy-praktikant skal du bidrage til at styrke Danmarks omdømme i Tjekkiet for derved at øge Danmarks kulturelle, politiske, og handelsmæssige indflydelse. Måden dette gøres på er især ved at kommunikere om danske værdier og traditioner samt ambassadens aktiviteter. Det kulturelle område vil være fokus for dit praktikophold, og du skal i den sammenhæng deltage i flere kulturevents. Forud for disse ligger desuden et større planlægningsarbejde, som praktikanten og PD-medarbejderen deler. Som praktikant hos os, bliver du altså inddraget i det daglige virke på en mindre ambassade, hvilket omfatter små såvel som store opgaver. Vi søger en dygtig og idérig praktikant, der kan tænke selvstændigt og som tør tage initiativ. Du skal kunne arbejde struktureret, og have interesse samt kendskab til kommunikation. Vi forventer, at du har en skarp pen og gode analytiske evner. Stærke engelskkundskaber og godt kendskab til Office-pakken er en forudsætning for deltagelse i ambassadens eksterne og interne kommunikation.

Praktisk

Vi er åbne for uddannelsesmæssige baggrunde, men du skal kunne forklare os, hvorfor du vil være interessant for os. Det er en forudsætning, at du er indskrevet på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt og helst på overbygningsdelen af din uddannelse. For at kunne blive taget i betragtning til stillingen skal du enten være dansk statsborger eller have en længerevarende fast tilknytning til Danmark.
Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder normalt en kompensation på op til DKK 2.700 DKK pr. måned som huslejetilskud eller tilskud til andre udgifter forbundet med opholdet. Du vil under opholdet almindeligvis kunne modtage SU efter gældende regler. Desuden er der mulighed for at søge legater. Du er selv ansvarlig for at finde bolig, dog kan ambassaden i mange tilfælde være behjælpelig med dette.

Ansøgningsfrist

6. marts 2017.

For at læse mere om den enkelte stilling samt ansøgningsprocedure, Gå til Politisk Praktikant eller Gå til Public diplomacy Praktikant