Spring til indhold

Sommerferie i Tjekkiet - Gode råd

29.06.2017  16:35
Skal du til Tjekkiet I sommerferien? Vi har samlet en liste med gode råd og tips til, hvad du skal huske før og under rejsen så du får den bedste tur!

Inden afrejse

  • Ifølge tjekkisk lov er personer forpligtiget til at have gyldigt ID-kort med billede på sig. Det vil for danskere sige pas. Kørekort eller sygesikringskort er ikke tilstrækkeligt
  • Det kan være en god ide at medbringe en kopi af sit pas (evt. i elektronisk form) i tilfælde af, at passet mistes under rejsen. En kopi kan dog ikke benyttes som ID ved. f.eks. politikontrol
  • Husk altid at medbringe dit blå (EU) sygesikringskort
  • Tegn en privat rejseforsikring. Transportomkostninger hjem til Danmark dækkes IKKE af det blå- eller gule-sygesikringskort
  • Pillepas kan være en fordel, men er ikke et krav
  • Hunde skal have gyldigt EU pas inkl. vaccinationskort
  • Med bil: Vær opmærksom på vejarbejde på store dele af D1 mellem Prag og Brno
  • Mindreårige, der rejser alene til Tjekkiet, anbefales at medbringe en skriftelig ”tilladelse” (på engelsk), der indeholder: Forældrenes fulde navne, barnets pasnummer, destination og hvor lang tid barnet er afsted. Tjek også om flyselskabet kræver særlige tilladelser for mindreårige, der flyver alene til Tjekkiet

Under opholdet

  • NYT rygeforbud trådte i kraft 31. maj. Det er herefter ulovligt at ryge på barer, restauranter og flere offentlige steder
  • I Tjekkiet er udskænkning af alkohol og salg af tobak til personer under 18 år forbudt
  • Det er normalt forbudt at drikke alkohol på offentlige steder og kan resultere i bøder
  • Tjekkiet er generelt et sikkert rejseland. Turister bør dog være opmærksomme på risiko for tyveri herunder især lommetyve i transportmidler.
  • Pas på taxichauffører, der kan finde på at snyde med priserne. Sørg for at få en kvittering og kontakt taxaselskabet, hvis du er nervøs for at være blevet snydt.  Prisen på en taxa fra centrum i Prag til lufthavnen er normalt omkring 410 CZK
  • Du kan bruge kreditkort i Tjekkiet, men mange steder foretrækkes kontanter
  • Husk aldrig at veksle penge på gaden og tjek evt. kursen hjemmefra, så du ikke bliver snydt
  • Ved problemer i Prag opfordres turister til at henvende sig til politistationen ved metrostation Mustek (Politistation på Jungmannovo namesti 9, Prag 1), hvor der er flere tolke og 24/7 vagt