Spring til indhold

Nordisk-Baltisk fælles nationaldagsreception

21.06.2017  13:43
Traditionen tro bød de nordiske og baltiske ambassader i Prag den 15. juni til reception for tiende år i træk, for i fælleskab at fejre landenes nationaldage.

Mere end 500 gæster mødte festklædte og -stemte op da Danmark, Estland, Finland, Island, Letland, Litauen, Norge og Sverige inviterede til fælles reception i de imponerende lokaler i New Town Hall på Karlovo náměstí. Rådhuset i ”New Town” stammer fra 1300-tallet og er derfor ikke længere helt nyt og bliver i dag mest brugt som event- og udstillingssted. Det var fra dette rådhus, at ophidsede tilhængere af reformatoren Jan Hus smed 7 rådmænd ud fra tårnets vinduer i 1419. Ingen gæster led heldigvis nogen overlast under årets reception.

Receptionen indledtes med en fælles åbningstale af landenes ambassadører der sagde én sætning hver, hvor den danske ambassadør Christian Hoppe afslutningsvis bød særligt velkommen med en skål og opfordring til at gæsterne skulle gå på opdagelse i de forskellige delikatesser fra boder med danske, nordiske og baltiske specialiteter.

Den fælles nordisk-baltiske reception er blevet afholdt årligt siden 2008 og har til formål at markere det gode samarbejde mellem landene og mellem dem og Tjekkiet samt at det selvfølgelig aflaster de enkelte ambassaders budgetter gevaldigt. Endnu en gang er vi glade for at kunne fejre vores nationaldag i fælleskab med de nordiske og baltiske lande.

Fotos af: Alexandra Siebenthal